Måske ville han påstå, at et møde var trukket ud? Hanne havde ingen lyst til at gætte mere. Hun besluttede sig for at se det med egne øjne.
Da sønnens arbejdsdag var forbi, kørte hun uden hast til adressen på den kvinde, der havde blandet sig i hans ægteskab. Hun gled med ind i opgangen sammen med en fremmed dame, som sendte hende et mistroisk blik, og gik op på fjerde sal. Lejlighed 43. Først trykkede hun på dørklokken. Så trådte hun et skridt tilbage og begyndte at hamre hælen hårdt mod døren.
— Luk op! Jeg ved, du er derinde!
Det vidste hun naturligvis. Thomas’ bil holdt jo nede på parkeringspladsen.
Døren blev åbnet af Thomas. I hans øjne lå der både forskrækkelse og panik.
— Mor? Du… hvordan har du…
Hanne svarede ikke. Hun stod bare og stirrede på ham. Bag hans skulder dukkede en ung pige op. Hun kunne næppe være mere end toogtyve. Fyldige læber, smal talje, langt hår helt ned over ryggen. Hun havde en kort morgenkåbe på, der knap dækkede lårene. Et drømmesyn, jo tak.
Pigen smilede forlegent og blev endda rød i kinderne.
— Goddag. Hvem søger De?
Thomas blev ildrød i ansigtet og fik med besvær fremstammet:
— Det er min mor.
Smilets rester forsvandt fra pigens ansigt.
— Åh.
Hanne spildte ikke et sekund. Hun greb Thomas i skjortekraven, drejede ham rundt og skubbede ham med kraft ud på gangen. Han gjorde ikke modstand; han var alt for paf.
— Mor, lad os nu…
— Hold mund!
Hun samlede hans sko op og kastede dem efter ham. Derefter vendte hun sig mod pigen, hvis ansigt nu var stift af skræk.
— Og du hører godt efter, lille skønhed. Han har en kone. Og tre børn. Den ældste er syv, den yngste er et halvt år. Vidste du det?
Pigen tog et skridt bagud, indtil ryggen ramte væggen.
— Jeg… han sagde, at han ville skilles…
— Thomas siger så meget. Men hvad tænkte du med, da du kravlede i seng med ham? Hvad?
— Mor, stop nu! — råbte Thomas ude fra reposen, mens han forsøgte at få skoene på.
— Luk munden! — Hanne så ikke engang på ham. Hun gik helt tæt på pigen. — Jeg advarer dig, unge dame. Selv hvis han forlader sin kone i dag og bliver hos dig, ændrer det ingenting. Jeg vil ikke kende dig. For mig bliver du luft. Jeg kommer ikke til noget bryllup, jeg vil ikke se dine børn, og du får aldrig sat en fod over min dørtærskel. Jeg forbander dig, forstår du? Kommer du i nærheden af ham igen, hælder jeg syre ud over dig. Så må jeg ryge i fængsel, det overlever jeg nok.
Pigen græd nu. Tårerne løb ned ad kinderne, og hun snøftede som et skræmt dyr. Hanne mærkede ikke den mindste medlidenhed.
— Hvis du ringer til ham én eneste gang mere, eller hvis han kommer her igen, så må du selv tage følgerne. Hvad bilder du dig ind? Manden har tre børn. Har du for få problemer i dit liv? Bare rolig, jeg kan skaffe dig nogle.
Hun vendte sig brat om, tog fat i Thomas’ skulder og trak ham nærmest ned ad trappen i kraven. Hanne trak vejret tungt; raseriet fyldte hende fra top til tå. På anden sal satte hun sig på vindueskarmen. Sønnen stod foran hende som en dreng, der var blevet taget i at lave ulykker.
— Hør nu godt efter. Hvis du viser dig her igen, får du med mig at bestille. Du skal redde dit forhold til din kone, ikke rende efter småpiger. Er det forstået?
— Mor, jeg kan ikke leve sådan, — sagde Thomas lavt og slog blikket ned. — Jeg har ikke elsket Maria i lang tid. Der er ingen gnist mellem os. Vi er som to naboer. Hun laver mad, passer børn, gør rent, og det er det hele. Og jeg vil have noget andet.