— Og jeg vil have, at hun har en mand, — skar Hanne ham af. — Og at mine børnebørn vokser op med deres far i huset. Du aner ikke, Thomas, hvad det vil sige at stå alene med det hele. Sådan måtte jeg selv opdrage dig.
— Det er ikke det samme! — Thomas hævede stemmen. — Du…
— Nej, det handler ikke om mig. Det handler om dig. Du ligner din far på en prik. Han drak, og du går bag om ryggen på din kone. Men i bund og grund er det den samme flugt. Bare væk fra ansvar, så snart det bliver besværligt. Tror du, det kun er dig, der er træt? Hvad med hende? Tre små børn uden ordentlig støtte. Har du overhovedet prøvet at hjælpe? Give hende penge? I stedet for at bruge dem på et kønt ansigt, der smiler til dig?
Thomas svarede ikke. Han sænkede hovedet og stirrede ned i gulvet.
— Jeg er bare udmattet, mor. Jeg kan ikke mere.
— Nå, så du bryder dig ikke om din slidte kone? Det er sikkert hendes egen skyld, ikke? Hun skulle jo bare have ladet være med at føde dig tre børn. Dengang lovede du hende evig kærlighed. Hvis hun ikke havde troet på dig, stod hun måske ikke nu i en gammel morgenkåbe med fedtet hår og vaskede børnenumser. Så kunne hun have ligget et sted ved stranden og nydt solen. Men nej, hun står ved komfuret, mens du morer dig med den der…
Thomas satte sig tungt på trappetrinnet og gemte ansigtet i hænderne.
— Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Men det vidste Hanne. Hun kunne se hele forløbet for sig. Maria ville til sidst kræve skilsmisse, tage børnene med sig og flytte hen til sine forældre i en anden by. Thomas ville komme krybende hjem til hende, mens lejligheden skulle deles eller byttes. Og bagefter? Skulle han så slæbe den slags kvinder med sig? Tomme, grådige og kun interesserede i penge?
— Det ved jeg, — sagde hun fast. — Du bliver hos din kone, indtil børnene er store. Kan du ikke lide det, må du bide tænderne sammen. Du valgte det selv. Jeg spurgte dig mindst hundrede gange, før du giftede dig, om du var klar. Hjælp Maria. Tag dig af dine børn. Jeg har selv fejlet, fordi jeg ikke fik opdraget dig ordentligt. Det retter jeg op på nu. Allerede i den kommende weekend tager du børnene med hjem til mig. Vi går i zoologisk have. Og Maria får lov at hvile sig.
— Mener du det alvorligt? De er jo små!
— Nå, er de det? Det har Maria da klaret alligevel. Du er deres forælder lige så meget som hun er. Og i dag afleverer du dit bankkort til din kone.
— Mor, nej! Du skal ikke bestemme over mig! Jeg er ikke et barn!
— Ikke et barn? Maria har ikke engang råd til at købe sig et par nye underbukser, og du lejer en lejlighed til hende der? Fint. Så prøver du at leve uden penge et stykke tid. Så skal den slags elskere af andres mænd nok forsvinde af sig selv. Og hvis du ikke hører efter, så kender du mig. Jeg skal nok sørge for, at folk vender dig ryggen. Og mister du dit arbejde, bliver det ikke uden min hjælp. Jeg kan gøre dig til grin foran alle.
De blev siddende på trappen i endnu en halv time. Hanne talte, og Thomas tav. Til sidst spurgte han lavmælt og trist:
— Mor… vil du virkelig holde øje med mig, så jeg ikke er utro?
— Ja, det vil jeg. Jeg vil ikke have, at mine børnebørn vokser op i en splittet familie. Er det svar nok?
Et år senere sad Hanne i køkkenet hjemme hos sin søn. Inde i stuen løb børnene rundt og jublede over det legetøj, hun havde haft med. Maria vuggede den mindste i armene, mens Thomas stod ved vasken og skrællede kartofler.
— Nå, fortæl mig så, hvad I har tænkt jer til nytår.
— Vi bliver hjemme, — sagde Thomas roligt. — Nytår er en familieaften.
De talte lidt om maden, gæsterne og børnenes sengetid. Derefter gled samtalen ubesværet over på den nye butik, der var åbnet et kvarter fra deres hjem. Helt almindelig familiesnak. Måske kedelig udefra, men netop sådan noget, et hjem bygges af.
Hanne smilede for sig selv. Hun vidste, at Thomas ikke længere besøgte den unge kvinde. Han kom oftere hjem, tog del i hverdagen og hjalp Maria. Og Maria havde forandret sig, efter hun fik både støtte og adgang til pengene. Hun havde fået farve i kinderne igen. Indimellem hyrede hun endda en barnepige, så hun kunne få et par timers ro.
Freden var vendt tilbage til familien. Og Hanne var taknemmelig for, at hun havde grebet ind, mens der stadig var noget at redde.