Mette stirrede på hende et øjeblik, som om hun ville sikre sig, at hun havde hørt rigtigt.
— Camilla er jeres yngste datter, sagde hun langsomt. — Hun er toogtredive. Hvilken uddannelse er det, du taler om?
— Hun vil på kursus! svarede Hanne skarpt.
— Og hvorfor skal Lars have en bil? Han har jo ikke engang kørekort.
— Så tager han det!
Mette lukkede øjnene et kort sekund. Det hele blev mere og mere absurd, som en snebold, der voksede, mens den rullede ned ad en bakke.
— Hanne, de penge var mine, sagde hun. — De kom fra min mormor. Jeg havde al mulig ret til at købe et sted at bo.
— Du har et sted at bo. Her!
— Det er din lejlighed. Ikke min.
— Vi er da familie!
— En familie, hvor jeg i fem år har levet som en gæst, der når som helst kunne smides ud. Et sted, hvor jeg ikke engang kan lave aftensmad uden at spørge dig først.
Hanne slog ud med armene.
— Lars! Hører du, hvordan hun taler til mig?
Lars stod lænet op ad væggen og sagde ikke et ord.
— Lars, sagde Mette og vendte sig mod ham. — Sig noget.
Han løftede langsomt blikket. Først så han på sin mor, så på sin kone.
— Altså… mor har jo lidt ret, Mette. Du burde have talt med os først. Det er mange penge.
— Mine mange penge.
— Men vi er jo en familie…
— Så du mener, din mor har ret? Mettes stemme var lav, men hvert ord faldt tungt. — Jeg skulle have givet pengene til jer i stedet for at købe en lejlighed til mig selv?
Lars tøvede og gned sig over nakken.
— Ikke givet dem væk… men det skulle være blevet drøftet.
— Drøftet med hvem? Med dig? Med din mor? Eller med din søster, der dukker op en gang om måneden for at få penge?
— Mette, nu er du jo helt ude af balance! udbrød Hanne fornærmet.
— Nej, jeg er fuldstændig klar i hovedet. For første gang i fem år har jeg gjort noget, jeg selv ville. Ikke noget, I ville.
Hun vendte sig uden at vente på svar og gik ind i værelset, hvor Sofie sov. Forsigtigt strøg hun datteren over håret og vækkede hende.
— Skat, pak dine legeting sammen. Vi flytter.
Sofie blinkede søvnigt.
— Hvorhen?
— Hjem til vores nye sted.
Det tog Mette tyve minutter at samle det vigtigste. To tasker: tøj, papirer, Sofies yndlingslegetøj. Resten kunne blive. Hun havde ikke brug for mere.
Lars stod i døråbningen og så på hende.
— Mener du det alvorligt? Går du virkelig?
— Ja.
— Mette, det er jo vanvittigt. Over hvad?
Hun standsede og så ham direkte i øjnene.
— Over at du i fem år ikke én eneste gang har stillet dig på min side. Ikke én gang har du sagt til din mor: “Nu er det nok.” Ikke én gang har du forsvaret mig.
— Jeg ville bare undgå skænderier…
— Og jeg vil ikke bo et sted, hvor ingen respekterer mig.
Hanne råbte efter hende ude fra gangen. Noget om utaknemmelighed, egoisme og unge mennesker, der ikke længere kendte deres plads. Mette vendte sig ikke om.
Hun tog Sofie i hånden, bestilte en taxa og kørte.
De nåede frem til den nye lejlighed sent om aftenen. Sofie løb nysgerrigt fra rum til rum, og hendes stemme gav genlyd i de tomme vægge. Mette bredte et tæppe ud på gulvet og fandt termokanden med te frem.
— Mor, skal vi bo her nu? spurgte Sofie.
— Ja, min skat.
— Og far?
Mette tøvede et øjeblik.
— Far bliver hos farmor indtil videre.
— Hvorfor?
Hun trak datteren ind til sig.
— Fordi voksne nogle gange har brug for at bo hver for sig lidt. Så de kan tænke sig om.
Sofie nikkede med en stille, barnlig klogskab, der altid overraskede Mette.
De sad på gulvet, drak te af det samme krus og kiggede ud på byen, der lå mørk og stille udenfor vinduet. Ingen råb. Ingen trampende skridt. Ingen bebrejdelser.
For første gang i fem år var der ro. Ægte ro.
Lars ringede hver dag. Først var han vred. Så bad han hende komme tilbage. Til sidst tryglede han.
— Mette, nu må du holde op med det her. Kom hjem.
— Nej.
— Mor er såret.
— Det er jeg også.