— Hvorfor opfører du dig som et barn?
— Jeg opfører mig som et voksent menneske, der er blevet træt af at leve efter andres regler.
To uger senere stod Lars foran døren. Han havde blomster med, sagde undskyld igen og igen og forsikrede hende om, at han nu havde forstået det hele.
— Lad os begynde forfra. Jeg flytter fra mor, finder et værelse et sted. Så kan vi blive gode igen.
— Lars, du kan flytte ind her.
Han lod blikket glide rundt i den beskedne etværelses lejlighed.
— Her?
— Ja. Det her er vores hjem. Mit og Sofies. Du må gerne bo sammen med os.
— Men… det er jo din lejlighed.
— Netop. Min. Ikke din mors. Min. Og hvis du flytter ind, så gælder mine regler.
Hans pande trak sig sammen.
— Hvilke regler?
— Din mor kommer ikke uanmeldt. Hun bestemmer ikke, hvad jeg skal lave til mad, eller hvordan jeg skal opdrage min datter. Og der bliver ikke sendt penge til din søster uden grund. Vi er en familie for os selv.
Lars sagde ingenting længe. Til sidst spurgte han lavt:
— Og hvis mor bliver fornærmet?
— Så må hun blive det.
— Mette…
— Lars, jeg har boet i hendes hus i fem år og fundet mig i det. Nu er det mit hjem, og her er det mine grænser, der gælder. Enten accepterer du det, eller også gør du ikke. Der findes ikke en tredje mulighed.
Han gik uden at svare.
En måned gled forbi. Mette fik Sofie meldt ind på en ny skole, købte møbler og gjorde lejligheden mere og mere til deres egen. Hun arbejdede, hentede sin datter fra fritidsordningen, lavede aftensmad og så tegnefilm med hende, inden de skulle sove.
En lørdag morgen dukkede Lars op igen. Denne gang med to kufferter.
— Må jeg komme ind?
Mette sagde ikke noget, men åbnede døren lidt mere.
Han trådte ind, satte kufferterne fra sig og så sig omkring.
— Jeg har tænkt over det. Du havde ret. Jeg burde have… jeg burde have beskyttet dig for længe siden.
— Det burde du.
— Undskyld.
Mette nikkede stille.
— Godt. Men husk det: Det her er mit hjem. Her gælder mine regler. Hvis din mor begynder at kommandere igen, tier jeg ikke stille. Og det gør du heller ikke.
— Det gør jeg ikke, lovede han.
Ugen efter kom Hanne. Uden at ringe først, præcis som hun plejede. Hun trykkede på dørklokken og trådte ind med et utilfreds udtryk.
— Nå, sikke et lille hul I bor i.
— Goddag, Hanne, sagde Mette høfligt. — Vil du tage skoene af?
— Jeg bliver ikke længe.
— Så kan du blive stående ude i gangen.
Svigermoren stivnede.
— Hvad sagde du?
— I vores lejlighed tager gæster skoene af. Ellers bliver de i gangen.
Hanne blev rød i ansigtet og så hen på sin søn. Lars stod ved siden af Mette. Han sagde ikke et ord, men denne gang slog han ikke blikket ned.
Langsomt bøjede Hanne sig og tog skoene af.
Det var en lille sejr. Men den betød alt.
Et halvt år gik. Hanne fandt sig aldrig helt til rette med de nye forhold. Hun fortsatte med at komme med råd, rette på ting og forklare, hvordan livet burde leves. Men Mette tav ikke længere. Hun hævede ikke stemmen, hun skændtes ikke, men hun satte grænser klart og roligt.
Og lidt efter lidt lærte Lars at stå ved hendes side.
En aften, da Sofie sov, stod Mette ved vinduet og så ud på byens lys. Lars kom hen bag hende og lagde armene om hende.
— Fortryder du, at du købte den her lejlighed?
Mette rystede på hovedet.
— Ikke et eneste sekund. Det er det bedste, jeg har gjort i mange år.
— Endda bedre end at gifte dig med mig? spøgte han.
Hun smilede.
— Det er det næstbedste.
De lo begge to. Udenfor faldt sneen og lagde sig som et hvidt tæppe over byen.
Inde i den lille etværelses lejlighed i udkanten var der varmt. Stille. Fredeligt.
For det var deres hjem. Et rigtigt hjem, hvor reglerne ikke blev dikteret af en svigermor, men skabt af dem selv.
Og det var uvurderligt.