Deres egen slags visdom — og De fik resultatet: en mand, der sidder her ved mit bord og ikke kan fremstamme ét eneste ord til sit eget forsvar. Det er nok for mig. Drik Deres te, og tag Deres forsørger med hjem. Han får alligevel brug for hjælp, når han skal pakke sin kuffert.
Ordet “kuffert” faldt ned på bordet som ætsende dråber syre, der på et øjeblik opløste den tynde fernis af familieillusioner. Lars, der indtil da mest havde lignet en bleg skygge, en birolle klistret fast til sin mor, rettede sig pludselig op. Han rejste sig langsomt, og der var noget teatralsk, næsten indøvet over hans bevægelser. Han skubbede det urørte stykke tærte til side, som om han dermed også afviste enhver forbindelse til kroppens simple behov, og så på Maria. Ikke som en mand ser på sin kone, men som en profet betragter en vildfaren, snæversynet flok.
— Du har aldrig forstået mig, begyndte han lavmælt, men med en dyb, dirrende patos i stemmen. — Du har altid forsøgt at presse mig ned i dit eget lille system. Arbejde, løn, ferie. Den primitive gentagelse, som den biologiske tilværelse består af. Du ser kun overfladen, Maria. Indpakningen. Jeg taler om kernen. Om essensen!
Hanne greb straks fanen. Hun så stolt på sin søn og sendte derefter Maria et triumferende blik.
— Hører du det? Hører du, hvordan han taler? Forstod du overhovedet ét ord af det, han sagde? Din lille verden er for trang til ham, alt for trang!
Men Lars tavsede hende med en håndbevægelse. Det her var hans forestilling.
— Jeg har ikke bare “sagt op”, sådan som du så primitivt kalder det, sagde han og trådte et skridt frem som en foredragsholder foran sit publikum. — Jeg har forladt et system, der kværner personligheden i stykker og reducerer mennesket til en funktion, et tandhjul. Jeg leder ikke efter et “job”. Jeg søger et kald. Og det, kære du, er noget helt andet. Det kræver tid, fordybelse, koncentration. Det er indre arbejde, åndeligt arbejde, og det er langt vanskeligere end at flytte papirer rundt på et kontor fra ni til seks.
Han talte og nød tydeligt klangen af sin egen stemme, sine velklingende, men tomme sætninger. Han malede sig selv frem som et misforstået åndeligt kæmpemenneske, der var nødt til at forklare universets love for en barbar, som netop havde lært at tænde ild.
— Og hvad har du så opnået med de to ugers åndelige arbejde, Lars? spurgte Maria med en iskold ro, der ramte ham langt hårdere end ethvert råb ville have gjort. — Har du opdaget en ny lov inden for termodynamikken, mens du lå på sofaen? Eller fandt du zen mellem to afsnit af en serie?
— Der kan du se! Der kan du selv høre det! Han løftede en finger mod loftet. — Det er præcis sådan, du er! Du forsøger at måle åndelig kapital i materielle enheder. Du aner ikke, hvad udbrændthed er, når det ikke er kroppen, men sjælen, der er tømt! Jeg gav det firma mine bedste år, al min energi, og hvad fik jeg igen? Tomhed! Og i stedet for at hjælpe mig med at genfinde kræfterne vil du kaste mig lige tilbage i det samme slaveri. For hvad? En ny telefon? En ferie ved havet, hvor folk som dig sidder og fotograferer maden hele tiden?
— Netop! fór Hanne op med al den rasende moderlige ild, hun kunne mønstre. — Han er et menneske med vingefang, min dreng! Du har ikke brug for en ørn, du vil have en trækhe st, der kan slæbe din vogn!
Maria lyttede til denne fuldkomment samstemte duet, denne hymne til selvretfærdighed og barnlighed, og mærkede, hvordan noget mørkt og iskoldt begyndte at koge i hende. Hun så på den fyrreårige mand, hvis øjne brændte, som var han en profet, og derefter på hans mor, der hang ved ham med næsten religiøs beundring — og pludselig faldt det hele på plads.
Det her var ikke en diskussion. Det var heller ikke bare et familieskænderi.
Det var et sammenstød med en hel verden, bygget på løgn, egoisme og en sygelig manglende evne til at tage ansvar. Og hun havde ikke tænkt sig at spille med længere. Hun rejste sig i sin fulde højde, og hendes ro brast som en streng, der var blevet spændt alt for hårdt.
— Hanne, hvor i alverden har De fået den idé fra, at det er mig, der skal forsørge Deres søn? Han er min mand, han er en voksen mand, og det er ham, der burde forsørge mig — ikke omvendt! Så De kan tage Deres “beskyttelse” og forsvinde herfra med det samme!
Sætningen, kastet lige i ansigtet på svigermoren med nøgen, rå vrede, sprængte køkkenet i luften. I nogle sekunder bredte der sig en fuldstændig tomhed, som om selv støvkornene i sollyset var stivnet.