Lars stod med munden åben. Den højtidelige, næsten profetiske mine, han lige før havde anlagt, faldt sammen på et øjeblik og efterlod ham i en ynkelig positur, som en forvirret teenager, der er blevet grebet i noget pinligt. Hanne blev rød i ansigtet; hun trak vejret i korte, hakkende stød. Hun ville sige noget, måske råbe, måske sætte Maria på plads — men Maria gav hende ikke den mindste åbning.
Hun diskuterede ikke længere. Hun forklarede ikke. Hun forsøgte ikke at overbevise nogen.
Noget i hende var gået endegyldigt i stykker. Som om en indre sikring, den der havde holdt sammen på tålmodighed, høflighed og håb, var brændt over. Uden et ord vendte hun sig om og forlod køkkenet. Hendes skridt var rolige, faste og målte. Der var hverken panik eller hysteri i hendes bevægelser.
Lars og Hanne så på hinanden. I deres blikke lå der nu ikke længere selvsikkerhed, men forvirring — og en dunkel fornemmelse af, at noget uopretteligt var på vej.
Et minut senere kom Maria tilbage.
Over armen trak hun en stor mørkeblå kuffert på hjul. Den samme, som hun og Lars engang havde haft med på bryllupsrejse. Uden at sige et eneste ord stillede hun den foran døren med et tungt, dæmpet bump, lige mellem bordet og de to mennesker, der stadig stod som forstenede.
Så bøjede hun sig ned, uden at værdige dem et blik, klikkede låsene op og slog låget tilbage med én bestemt bevægelse. Det tomme indre gabte imod dem som et hul — et symbol så tydeligt, at ingen kunne misforstå det.
— Maria… hvad er det, du laver? fik Lars endelig fremstammet, da han fandt sin stemme igen.
Men hun lod, som om hun ikke hørte ham.
Hun gik hen til det høje skab ved væggen, hvor hans overtøj hang. Først røg den dyre kashmirfrakke ned i kufferten — den, hun selv havde købt til ham på hans seneste fødselsdag.
— Den her er til din søgen efter dig selv i den barske virkelighed, sagde hun med en jævn, hård stemme uden så meget som at se på frakken. — Det er trods alt lettere at koncentrere sig om store tanker, når man ikke står og fryser imens.
Derefter trak hun en kommodeskuffe ud og tog en stak nystrøgne skjorter frem. De landede én efter én i kufferten, krøllede og kastet ned uden den mindste omhu.
— Og dem her kan du bruge til jobsamtalerne. Til stillingen som geni. Eller frelser. Eller spirituel vejleder. Der plejer sikkert ikke at være nogen egentlig dresscode til den slags poster, men alligevel. Lad dem komme med. For seriøsitetens skyld.
Lars stirrede rædselsslagen på det, der udspillede sig foran ham.
Det var ikke bare pakning.
Det var en offentlig henrettelse.
Hans selvbillede, hans myte, hele den figur, han havde bygget op omkring sig selv, blev skilt ad stykke for stykke. Hver genstand, hver lille del, som engang havde hørt til deres fælles liv, blev af Maria frataget sin gamle betydning. Tilbage stod kun én funktion: det praktiske.
— Stop! Maria, hold op med det der med det samme! råbte han og forsøgte at gribe fat i hendes hånd.
Hun rev armen til sig, som om noget beskidt havde rørt hende.
Så gik hun hen til reolen, hvor Lars’ bøger stod linet op: selvudvikling, filosofi, livsformål, vejen til indre klarhed. Med én fejende bevægelse samlede hun dem ind i armene og kastede dem oven på skjorterne i kufferten.
— Og her har vi den åndelige føde. Den får du rigeligt brug for på rejsen. Meget mere end den fysiske, åbenbart. For den fysiske har vi jo lige fået oplyst, at en anden skal sørge for.
Hanne, som efterhånden var kommet sig over chokket, fór hen imod hende.
— Er du blevet vanvittig? Det der er hans ting!
— Det var de, svarede Maria skarpt uden at vende sig om. — Nu er det Deres bagage.
Hun tog Lars’ bærbare computer, lagde den omhyggeligt ned i det rette rum og lukkede stroppen over den.
— Et redskab til at finde sit kald. Eller til at se serier på. Det kommer an på graden af oplysning.
Til sidst røg hans sko ned i kufferten med tunge, døve bump, som om hun kastede sten. Da den sidste var landet, greb Maria låget og klappede det i med al den kraft, hun havde i kroppen. Låsene smækkede på plads.
Hun trak håndtaget ud og rullede kufferten med et hårdt skub direkte hen foran Hannes fødder. Den stoppede kun få centimeter fra hendes sko.
Maria rettede sig op. Langsomt lod hun blikket glide fra Lars til Hanne og tilbage igen. Der var ikke længere sorg i hendes øjne. Ingen bøn, ingen anger, ingen flig af den gamle varme. Kun en kold, udbrændt tomhed.
Så så hun Hanne lige i øjnene.
— De sagde jo selv, at Deres søn er talentfuld. Værsgo. Tag Deres talent med Dem. Jeg har fået nok af det. Reklamationen må De indgive hos producenten.
Derefter vendte hun sig om og gik ud af køkkenet uden at se sig tilbage.
Den mandlige “geni” blev stående sammen med sin mor og kufferten, som nu tårnede sig op mellem dem som en gravsten over det familieliv, der netop var styrtet sammen. Og i lejligheden sænkede der sig en tæt, døv stilhed — en stilhed, som deres fælles liv aldrig mere ville bryde.