Derefter gik han ud i gården.
Mette samlede familiens tasker og jakker sammen. Utilfredsheden stod stadig tydeligt i hendes ansigt, men hun begyndte ikke på en ny diskussion.
Knud var den første, der gik hen til Anders.
— Vi burde faktisk have ringet først.
— Det burde I, far.
— Vi kører hjem.
Kirsten blev stående, som om hun ikke helt havde hørt det.
— Er det så bare det? Får vi ikke engang frokost?
Anne kastede et blik på uret.
— I kom uden at give besked. Vi havde ikke planlagt at tage imod gæster i dag.
— Men vi har jo taget madvarer med.
— Vi kan godt spise sammen i dag, sagde Anne roligt. — Men bagefter tager I hjem. Næste gang aftaler vi besøget på forhånd.
Kirsten havde tydeligvis forventet, at svigerdatteren ville sende dem alle sammen direkte ud gennem havelågen. Tilbuddet kom bag på hende.
— Så vi må godt blive i dag?
— I nogle timer. Ikke til sommeren er slut.
Henrik tændte den lille grill, som Anne og Anders allerede havde stående. Anders tog sig af kødet, Anne skar grøntsager, og Mette fordelte maden på tallerkenerne. Langsomt lettede den værste spænding, selv om Kirsten næsten ikke sagde et ord.
Ingen nævnte længere noget om værelser, telte eller fælles familieferie. Børnene legede kun de steder i gården, hvor der ikke lå værktøj og byggematerialer. Mette holdt selv øje med, at de ikke nærmede sig skuret.
Efter frokosten hjalp familien med at rydde af bordet. Mette pakkede børnenes ting sammen, og Henrik kontrollerede grillen, før han hældte vand over kullene. Da aftenen nærmede sig, kørte begge biler ud fra gårdspladsen.
Anne lukkede havelågen og gik tilbage mod huset.
Anders sad på trappen foran indgangen. Ved siden af ham lå bænken, som de endnu ikke havde fået samlet færdig.
— Jeg var tæt på at give efter, indrømmede han.
— Det lagde jeg mærke til.
— Jeg havde næsten sagt, at der jo ikke var så længe til slutningen af august, og at vi nok kunne holde det ud.
Anne satte sig ved siden af ham, men lod et lille mellemrum være imellem dem.
— Og til efteråret ville de have fundet på at komme for at plukke æbler. Om vinteren skulle vi sikkert holde helligdagene her. Næste sommer var Mette kommet med en oppustelig pool.
Anders lo kort.
— Det havde hun faktisk planer om.
— Netop derfor var vi nødt til at stoppe det i dag.
Han drejede skruetrækkeren mellem fingrene.
— Jeg ville bare ikke skabe et skænderi.
— Men du ville have fået et hjem fyldt med irritation i stedet.
— Det ved jeg godt.
Anne så på sin mand.
— Beslutninger, der handler om os begge to, kan ikke træffes, bare fordi man er bange for, at andre bliver fornærmede.
Anders nikkede langsomt.
— Jeg ville også gerne have ro her. Jeg var bare bange for at sige det til min mor.
— Nu fik du det sagt.
— Sent, men jeg fik det sagt.
Anne rakte ud efter samlevejledningen til bænken.
— Kom, lad os gøre den færdig. Ellers ligger den her stadig, når efteråret kommer.
De arbejdede, indtil solen var på vej ned. Anders skruede brædderne fast, mens Anne sørgede for, at delene sad lige. Da bænken endelig var færdig, bar de den hen under æbletræet og satte sig for første gang den dag ned uden at være på vagt.
Nogle dage senere ringede Kirsten til Anders. Samtalen varede ikke længe.
— Mor vil gerne komme på lørdag, fortalte han bagefter til Anne.
— Hvem kommer ellers?
— Far, Mette, Henrik og børnene.
Anne lagde indkøbslisten fra sig.
— Vil de overnatte?
— Nej. De kommer om formiddagen og kører efter aftensmaden. De sagde, at de tager mad med og hjælper til på grunden.
— Vi havde jo planlagt at gøre stien færdig på lørdag.
— Det sagde jeg også. Far tilbød at hjælpe med brædderne, og Henrik vil gerne køre de afsavede grene væk.
Anne tænkte sig om et øjeblik.
— Så kan de komme klokken elleve.
Om lørdagen ankom familien præcis på det aftalte tidspunkt. Kirsten havde en kage med, Mette kom med et sæt små havelamper, og Knud trak arbejdshandsker op af bagagerummet.
Denne gang trådte ingen ind i gården, som om de allerede havde ret til at bestemme.
— Hvor må jeg stille maden? spurgte Kirsten.
— På den ledige hylde i køkkenet, svarede Anne.
Mette gik ikke rundt for at inspicere soveværelserne. I stedet hjalp hun børnene med at skifte tøj og spurgte, hvor de måtte lege.
Henrik bar grene væk sammen med Anders. Knud gik i gang med brædderne til stien. Kirsten var lige ved at komme med et par råd om haven, men hun standsede sig selv i tide.
Efter frokosten fortsatte alle arbejdet. Da aftenen kom, var stien næsten færdig, gårdspladsen var ryddet, og børnene var så trætte, at de selv begyndte at bede om at komme hjem.
Inden de kørte, blev Mette stående et øjeblik ved havelågen.
— Vi kommer ikke næste weekend. Vi har andre planer.
— Det er helt i orden, svarede Anne.
— Men om to uger må vi godt spørge?
— Selvfølgelig. Så aftaler vi bare dagen først.
Svigerinden nikkede kort.
Kirsten kom hen til Anne som den sidste.
— Jeg har ladet kagen stå til jer.
— Tak.
— Vi var ikke i vejen i dag, vel?
Anne betragtede sin svigermor. Spørgsmålet lød uvant fra hende, men der var ingen spydighed i stemmen.
— I dag fungerede det fint.
— Så ses vi en anden gang.
Bilerne kørte væk, mens augustsolen allerede var ved at synke ned bag træerne.
Efterhånden vænnede familien sig til at ringe og spørge først. Nogle gange inviterede Anne og Anders dem alle sammen forbi for en enkelt dag. Andre gange sagde de nej, fordi de arbejdede på huset eller bare ønskede at have weekenden for sig selv. Afslag blev ikke længere taget som en personlig fornærmelse.
Forsøget på at flytte ind for hele sommeren blev snart noget, de kun talte om med en vis forlegenhed. Mette begyndte ikke igen at omtale værelserne som sine, og Henrik dukkede ikke længere op med bagage uden en aftale. Kirsten holdt op med at lægge planer på værternes vegne.
Huset var stadig finansieret med boliglån, det krævede arbejde, og udgifterne fortsatte med at komme. Anne lagde ikke skjul på det, og hun tillod heller ikke, at andre behandlede deres køb som en gratis sommergave til hele familien.
Hun havde ikke behøvet at lave et stort opgør. Hun havde ikke smidt nogen ud og heller ikke brudt kontakten. Det havde været nok at åbne sin kalender, vise de konkrete forpligtelser og sige højt, hvad Anders længe havde været bange for at formulere.
Deres hus var først og fremmest deres eget sted. Gæster var velkomne der — men kun når de faktisk var inviteret.