— Det må vi se på, svarede Helle let. — Børnene har plaget hele vejen for at få lov til at se huset.
Hendes ældste søn var allerede på vej over mod skuret, og den yngste datter stod på tæer for at kigge ind gennem vinduerne.
— I må ikke gå ind i skuret, sagde Mette hurtigt. — Der ligger værktøj derinde.
Helle slog bare ud med hånden.
— De passer altså på.
Mette gik alligevel efter børnene og fik lukket skuret af, før nogen nåede ind. Imens bar Lars de poser indenfor, som familien havde haft med.
Gæsterne fandt sig forbavsende hurtigt til rette. Anders gik langs hegnet og vurderede, hvor det ville være mest praktisk at stille en grill. Henrik inspicerede æbletræerne og meddelte, at to af grenene burde skæres af. Helle tog en runde gennem huset, kiggede ind i begge soveværelser og spurgte, hvilket af dem der var tænkt som gæsteværelse.
— Vi har ikke noget særskilt gæsteværelse, sagde Mette.
— Hvad så med det her?
Helle pegede ind i det lille værelse, hvor Mette og Lars foreløbig havde stablet flyttekasser, maling, brædder og andet til renoveringen.
— Det skal være Lars’ arbejdsværelse.
— Skrivebordet kan jo stå ved vinduet, og så kan der sagtens blive en sofa til overnatning.
— Vi har ikke besluttet endnu, hvordan rummet skal indrettes.
Helle smilede, som om Mette blot havde overset den indlysende løsning.
— Jeg siger bare, hvad der ville være mest smart.
Mette lod bemærkningen hænge. Hun gik tilbage til køkkenet og begyndte at pakke de madvarer ud, som de andre havde sat på bordet.
Da de havde drukket te, lod Karen blikket glide rundt om bordet og kom så til sagen.
— Så I har fået købt hus. Hvor er det dejligt! Vi har faktisk allerede talt om, at hele familien kan holde sommer her hos jer.
Hun sagde det ubesværet, næsten muntert, som om hun regnede med, at hendes søn straks ville nikke og bakke hende op.
Mette så ud ad vinduet. Der var stadig nogle uger tilbage af august, men på Karens tone kunne hun høre, at det ikke kun handlede om denne ene sommer. I deres hoveder havde familien allerede fordelt alle kommende ferier og fridage imellem sig.
— Hvem er “vi”? spurgte Mette.
— Det har vi skrevet om i chatten, forklarede Helle. — Mor og far kan komme i hverdagene, og vi kommer med børnene. Anders er nødt til at arbejde noget af august, så han pendler bare ind til byen.
— Hvilken chat?
— Vi har en lille familietråd ved siden af.
Lars løftede hovedet brat.
— Hvorfor er jeg ikke med i den?
Helle trak på skuldrene.
— Den blev bare oprettet hurtigt, så vi ikke fyldte den fælles chat med alt muligt.
— Så I har siddet og planlagt brugen af vores hus uden os? spurgte Mette roligt.
— Nu skal du ikke dreje det sådan, brød Karen ind. — Der er ingen, der vil overtage noget. Vi vil bare gerne være sammen.
Hun rejste sig fra bordet og gik hen mod gangen, som om hun allerede var i færd med at organisere huset.
— Henrik og jeg tager soveværelset ved køkkenet. Det er besværligt for os at gå langt om natten. Helle og børnene kan være i det andet værelse. Anders kan tage en feltseng med.
Mette vendte sig langsomt mod sin mand.
Lars blinkede forvirret et par gange og så derefter på sin mor.
— Og hvor skal vi så sove?
— I er unge, sagde Karen. — I kan sætte et ordentligt telt op ude i haven. I august er det jo lunt.
I et kort øjeblik så Lars ud, som om ordene simpelthen ikke ville komme.
— Foreslår du, at vi flytter ud af vores eget soveværelse?
— Ikke hele tiden. Vi kan skiftes. Og I havde jo alligevel tænkt jer at arbejde ude på grunden.
Helle kom straks sin mor til hjælp:
— Børnene har brug for faste rammer. De kan ikke rigtig sove i telt. I kan bare se det som en lille naturferie.
Mette holdt øje med Lars’ ansigt. Han havde allerede åbnet munden, og hun vidste, hvad der var på vej: det sædvanlige “nå, men vi finder nok ud af det”. Hun genkendte øjeblikket på hans anstrengte smil og den hurtige indånding, lige før han gav efter.
Før havde den slags beslutninger højst drejet sig om en middag, en køretur eller planerne for en helligdag. Nu var Lars ved at forære familien råderetten over et hus, som de to selv skulle betale af på i mange år endnu.
Mette rejste sig.
— Vent lige et øjeblik.
Hun gik ind i soveværelset og kom tilbage med sin kalenderbog. I den havde hun samlet indkøbslister, betalingsfrister, notater om renoveringen og beregninger for de næste måneder.
Hun lagde bogen foran sig og slog op på den side, hun skulle bruge.
Karen blev straks vagtsom.
— Hvad er det der?
— Udgifterne til huset.
— Hvad skal vi med dem?
— Hvis I planlægger at bo her hele sommeren, er det vel rimeligt, at I ved, hvad det koster.
Anders holdt op med at stirre ud ad vinduet og satte sig ved bordet igen.
Mette lod fingeren følge linjerne på siden.
— Boliglån. Forsikring. El. Vand. Affaldsordning. Ejendomsskat. Vedligeholdelse af installationer. Udgifter til haven. Materialer til det arbejde, vi er i gang med.
— Hvad har renoveringen med vores besøg at gøre? spurgte Helle.
— Alt. Hvis der skal bo seks ekstra mennesker her, går arbejdet i stå. Det værelse, hvor materialerne ligger, har I allerede gjort til jeres. Så skal tingene flyttes, og tidsplanen bliver skubbet.
— Vi kan da hjælpe til, foreslog Henrik.
— Fint. Så fordeler vi ikke kun værelser på forhånd, men også opgaver.
Mette bladrede videre.
— Græsset skal slås. Beplantningen skal passes. Der skal ryddes op efter børnene. Nogen skal købe ind, lave mad, gøre badeværelset rent og holde øje med forbruget af vand og strøm. Anders vil have en stor grillplads, så der skal også tænkes på brænde eller kul, rengøring bagefter og brandsikkerhed.
Anders rettede sig op.
— Grillen skal jeg nok selv tage mig af.
— Udmærket. Det skriver jeg på.
Han rynkede panden, men sagde ikke mere.
Mette regnede hurtigt posterne sammen. Hun nævnte ikke husets købspris og sagde heller intet om hendes og Lars’ indtægter. Hun gennemgik kun de faste betalinger og de ekstra udgifter, der ville opstå, hvis en større flok skulle bo der fast.
— Hvis I alle sammen kommer og bliver til slutningen af august, svarer jeres andel til cirka en tredjedel af de løbende udgifter til huset i den periode. Mad køber hver familie selv. Ekstra el- og vandforbrug betales særskilt. Renoveringen fortsætter, så værelserne skal være fri i dagtimerne.