Omkring bordet sænkede stilheden sig.
Helle var den første, der fik samlet sig.
— Vil du virkelig tage penge af familien for at bo her?
— Det var jer selv, der foreslog at flytte ind i flere uger.
— Vi kommer jo ikke som fremmede.
— Netop derfor burde I heller ikke lægge alle udgifterne over på os.
Karen rettede ryggen og løftede hagen en anelse.
— Når man holder ferie hos sin familie, har det altid været gratis.
— Det er én ting at kigge forbi nogle timer, når man er inviteret, sagde Mette. — Det er noget helt andet selv at fordele værelserne og beslutte, at man vil bo her hele sommeren.
— Vi ville ikke være til besvær.
Mette lod blikket glide hen mod børnene, der netop løb rundt om den bænk, som endnu ikke var færdigbygget. Et af børnene havde allerede samlet en pakke med beslag op, som Lars havde lagt ved trappen.
— Der bliver stadig renoveret både inde i huset og ude på grunden. Værktøj og materialer ligger fremme. Hvis børnene er her, skal vi konstant holde øje med, at de ikke kommer til skade. Det ændrer altså vores planer.
Helle kaldte sin søn til sig og tog pakken fra ham.
— Så kan man jo bare fjerne alt det farlige.
— Vi har ikke et ekstra rum, hvor vi kan stille hele byggerodet ind.
— Hvorfor købte I så et hus, hvis der alligevel ikke er plads til nogen? spurgte hun skarpt.
Mette lagde hovedet let på skrå og betragtede sin svigerinde uden at slå blikket ned.
— Vi købte det til os selv.
Karen knugede om hankene på sin taske.
— Lars, hører du, hvordan din kone taler til din søster?
Han løftede øjnene fra kalenderen.
— Ja, det gør jeg.
— Og du siger ingenting?
Han tøvede. Mette skubbede ikke til ham og forsøgte heller ikke at svare på hans vegne. Hvis Lars havde tænkt sig at godkende, at familien rykkede ind, måtte han sige det højt selv. Og han måtte forklare, hvorfor sådan en beslutning skulle træffes uden hende.
Karen udnyttede tavsheden.
— Jeg havde ikke forestillet mig, at et huskøb kunne forandre Mette på den måde. Før var hun langt mere gæstfri.
— Før foreslog I heller ikke, at vi skulle sove i telt, mens I selv tog vores soveværelse, svarede Mette.
Henrik rømmede sig og så hen på sin kone.
— Det med teltet gik du altså for vidt med.
— Jeg kom bare med en praktisk løsning.
— Praktisk for jer, ja, bemærkede Mette.
Svigermoren vendte sig mod sin søn.
— I årevis har vi talt om, at vi burde tilbringe mere tid sammen. Nu er muligheden her endelig, og så bliver vi mødt med en regning.
Lars førte hånden hen over hagen. Så lukkede han kalenderen og skubbede den tilbage mod Mette.
— Mor, Mette har ret.
Helle pustede højlydt ud.
— Selvfølgelig. Hun har jo allerede bestemt det hele.
— Nej, sagde Lars og så direkte på sin søster. — Det er jer, der har bestemt det hele. Uden mig og uden Mette. I oprettede endda en særskilt chat for at fordele vores hus imellem jer.
— Vi ville lave en overraskelse.
— En overraskelse er en gave. Ikke en besked om, at ejerne skal sove ude i haven.
Karen vendte ansigtet mod vinduet.
— Så der er altså ikke plads til dine forældre her.
— Der er plads til gæster, som bliver inviteret, sagde Lars. — Men ingen skal bo her i ugevis, bare fordi I har fået lyst til det.
Mette lagde mærke til, hvordan noget i hans ansigt ændrede sig. Den rådvilde mine var væk. Lars talte uden sit sædvanlige skyldbevidste smil, og han forsøgte ikke længere at give alle ret på én gang.
— Vi købte huset, fordi vi gerne ville have et sted, hvor vi kunne være i fred, fortsatte han. — Hele sommeren arbejder vi her efter vores almindelige arbejde. Jeg havde ikke planlagt at stå ved grillen hver aften for familien og bagefter lede efter et sted, hvor vi selv kunne sove.
Anders løftede begge hænder.
— Der er da ingen, der har bedt dig grille hver eneste aften.
— Mor har allerede besluttet, at der skal købes en større grill.
— Det var bare en idé.
— Den slags idéer taler man med ejerne om, før man dukker op med børn og begynder at vælge værelser.
Helle blev rød i kinderne.
— Vi kom jo bare for at se stedet i dag.
— Hvorfor stod du så og bestemte, hvor sofaen skulle stå, når I skulle overnatte? spurgte Mette.
Svigerinden åbnede munden, men der kom ikke noget svar.
Karen forsøgte at dreje samtalen over i et andet spor.
— Godt. Lad os sige, at vi ikke bor her fast. Men vi kommer altså i weekenderne. I kan vel ikke mene, at I vil udskrive en regning hver gang.
Mette smilede roligt.
— I kan komme, når I er inviteret. Datoen aftales på forhånd. Hvis vi er midt i renovering, har andre planer eller bare gerne vil være alene, så flyttes besøget.
— Skal jeg virkelig til at booke tid hos min egen søn?
— Lars kan mødes med jer, når han vil. Men når besøget gælder vores fælles hus, taler han med mig først. Præcis som jeg ville tale med ham, hvis mine gæster skulle komme her.
— Huset er ikke et hotel og heller ikke familiens feriecenter, tilføjede Lars. — Man kan ikke bare flytte ind, fordi en lille chatgruppe har besluttet det.
Svigermoren trak brynene sammen.
— Hvor bekvemt. I får et hus, og straks lukker I døren for alle andre.
Mette slog kalenderen op på siden med oversigten over det arbejde, der allerede var gjort.
— Hvem af jer hjalp os med at samle køkkenet?
Ingen svarede.
— Hvem kom og malede facaden?
Anders så væk.
— Hvem ryddede grunden, kørte grene væk, købte materialer eller spurgte bare én eneste gang, om vi havde brug for en hånd?
Karen lavede et utilfreds ryk med skulderen.
— I bad jo ikke om hjælp.
— Nej. Vi klarede det selv. Men I tilbød heller ikke noget. Til gengæld gik der ikke lang tid efter billederne, før I begyndte at fordele værelserne.
— Nu behøver du ikke gøre regnskab over hver eneste lille ting, sagde Helle.
— Det er ikke småting, jeg regner på. Det er mine penge og min tid.
Mette vendte kalenderen, så de andre kunne se siden. Der stod leveringsdatoer for materialer, betalingsfrister og en liste over alt det, der skulle nås inden efteråret.
— Vi har ikke fået et færdigt feriested forærende. Vi har optaget lån og købt et hus, som stadig skal sættes i stand. Her er ikke noget personale. Ingen kommer til at lave mad til en stor flok, rydde op efter dem og sætte renoveringen på pause, mens alle andre holder fri.
Anders rejste sig.
— Jeg tror, vi har forstået det hele.