Han kaldte børnene til sig og gik ud i gården.
Helle samlede deres tasker og løse ting sammen. Utilfredsheden lå stadig tydeligt i hendes ansigt, men hun begyndte ikke at diskutere mere.
Henrik var den første, der gik hen til Lars.
— Vi burde selvfølgelig have ringet i forvejen.
— Ja, far. Det burde I.
— Vi kører.
Karen blev stående, som om hun ikke helt havde hørt beslutningen.
— Var det bare det? Får vi ikke engang frokost?
Mette kastede et blik på uret.
— I kom uden at sige til. Vi havde ikke planlagt at tage imod gæster i dag.
— Men vi har jo taget mad med.
— Så kan vi spise sammen nu. Men bagefter tager I hjem. Næste gang aftaler vi besøget på forhånd.
Svigermoren havde åbenbart regnet med, at Mette ville bede dem alle sammen forsvinde med det samme. Derfor kom tilbuddet bag på hende.
— Så vi må godt blive i dag?
— Et par timer, ja. Ikke resten af sommeren.
Anders fik gang i den lille grill, som Mette og Lars allerede havde stående. Lars tog sig af kødet, Mette skar grøntsager, og Helle fordelte maden på tallerkener. Lidt efter lidt slap den værste spænding sit tag, selv om Karen næsten ikke sagde noget.
Ingen nævnte længere værelser, telte eller fælles familieferie. Børnene legede kun på den del af gårdspladsen, hvor der ikke lå værktøj og byggematerialer. Helle holdt selv øje med, at de ikke gik hen til skuret.
Da de havde spist, hjalp familien med at rydde af bordet. Helle pakkede børnenes ting ned, Anders kontrollerede grillen og hældte vand over kullene. Hen på aftenen kørte begge biler ud gennem porten.
Mette lukkede havelågen efter dem og gik tilbage mod huset.
Lars sad på trappen foran døren. Ved siden af ham lå bænken, som stadig ikke var blevet samlet færdig.
— Jeg var tæt på at give efter, indrømmede han.
— Det lagde jeg mærke til.
— Jeg havde næsten sagt, at der jo ikke var så længe til slutningen af august, og at vi nok kunne holde det ud.
Mette satte sig ved siden af ham, men lod en lille afstand være mellem dem.
— Og til efteråret ville de finde på at komme for at plukke æbler. Til vinter ville de holde helligdage her. Næste sommer havde Helle sikkert slæbt et badebassin med.
Lars lo kort.
— Det havde hun faktisk planer om.
— Netop derfor skulle grænsen trækkes i dag.
Han drejede skruetrækkeren rundt mellem fingrene.
— Jeg ville bare ikke have ballade.
— Til gengæld ville du have fået en konstant irritation herhjemme.
— Det ved jeg godt.
Mette så på ham.
— Beslutninger, der handler om os begge to, kan ikke træffes, fordi man er bange for, at andre bliver fornærmede.
Lars nikkede langsomt.
— Jeg ville også gerne bare bo her i fred. Jeg var bare bange for at sige det direkte til min mor.
— Men nu fik du det sagt.
— Sent. Men ja, jeg fik det sagt.
Mette tog samlevejledningen til bænken op.
— Kom, lad os gøre den færdig. Ellers ligger den der stadig, når det bliver efterår.
De arbejdede videre, indtil solen var ved at gå ned. Lars spændte brædderne fast, mens Mette sørgede for, at delene sad lige. Da bænken endelig stod færdig, bar de den hen under æbletræet og satte sig for første gang den dag ned uden at spænde i hele kroppen.
Nogle dage senere ringede Karen til Lars. Samtalen var kort.
— Mor vil gerne komme på lørdag, fortalte han Mette bagefter.
— Hvem kommer med?
— Far, Helle, Anders og børnene.
Mette lagde indkøbslisten fra sig.
— Skal de overnatte?
— Nej. De kommer om formiddagen og kører efter aftensmaden. De sagde, at de tager mad med og hjælper til på grunden.
— Vi havde egentlig tænkt os at gøre stien færdig på lørdag.
— Det sagde jeg også. Far tilbød at hjælpe med brædderne, og Anders sagde, at han kunne køre de sidste grene væk.
Mette tænkte sig om et øjeblik.
— Så kan de komme klokken elleve.
Om lørdagen dukkede familien op præcis på det aftalte tidspunkt. Karen havde en kage med, Helle kom med et sæt solcellelamper til haven, og Henrik trak et par arbejdshandsker op af bagagerummet.
Denne gang trådte ingen ind i gården, som om de allerede ejede stedet.
— Hvor må jeg stille maden? spurgte Karen.
— I køkkenet. Der er en ledig hylde, svarede Mette.
Helle gik ikke rundt for at inspicere soveværelserne. Hun hjalp børnene med at skifte tøj og spurgte, hvor de måtte lege.
Anders bar grene væk sammen med Lars. Henrik gik i gang med brædderne til stien. Karen var lige ved at komme med flere råd om, hvordan haven burde indrettes, men hun standsede sig selv i tide.
Efter frokost fortsatte alle arbejdet. Da aftenen nærmede sig, var stien næsten færdig, gårdspladsen var ryddet, og børnene var så trætte, at de selv bad om at komme hjem.
Inden de tog af sted, blev Helle stående et øjeblik ved lågen.
— Vi kommer ikke næste weekend. Vi har andre planer.
— Det er helt i orden, sagde Mette.
— Men om to uger må vi godt spørge?
— Selvfølgelig. Så aftaler vi bare dagen først.
Helle nikkede kort.
Karen kom hen til Mette som den sidste.
— Jeg lod kagen stå til jer.
— Tak.
— Var vi i vejen i dag?
Mette så på sin svigermor. Spørgsmålet lød uvant, men der var ingen spydighed i stemmen.
— Nej. I dag gik det fint.
— Så ses vi næste gang.
Bilerne forsvandt ned ad vejen, mens augustsolen sank bag træerne.
Efterhånden vænnede familien sig til at ringe, før de kom. Nogle gange inviterede Mette og Lars dem allesammen ud for en enkelt dag. Andre gange sagde de nej, fordi de var midt i renoveringen eller bare havde brug for en weekend alene. Et afslag blev ikke længere opfattet som en personlig fornærmelse.
Forsøget på at flytte ind for hele sommeren blev med tiden noget, man kun nævnte med en vis forlegenhed. Helle holdt op med at kalde værelserne for sine, og Anders kom ikke længere med bagage uden at have aftalt det først. Karen lavede ikke længere planer på værternes vegne.
Huset var stadig belånt, krævede arbejde og slugte penge hver måned. Det lagde Mette ikke skjul på, og hun tillod ikke længere nogen at betragte købet som en gratis feriebolig for hele familien.
Hun havde hverken skabt et stort opgør, smidt nogen ud eller brudt forbindelsen. Det havde været nok at åbne kalenderen, vise de konkrete forpligtelser og sige højt det, Lars alt for længe havde været bange for at formulere.
Huset var først og fremmest deres hjem. Gæster var velkomne — men kun når de faktisk var inviteret.