Ikke rød af vrede. Nej, hvid. Hvid som et ark papir.
– Har du ikke betalt? spurgte han. Stemmen var mærkeligt jævn. Næsten hviskende.
– Nej.
– Hvor længe?
– Tre måneder.
Han satte sig tungt på skamlen. Den gav en lang, klagende lyd fra sig, som om også den havde fået nok.
– Der kommer gebyrer på. Renter. Det ved du godt, ikke?
– Selvfølgelig ved jeg det. Jeg er bogholder. Nul komma én procent om dagen af det forfaldne beløb.
Han blev ved med at se på mig, men ikke som på sin kone. Ikke som på den kvinde, der i otte år uden et ord havde overført penge for ham. Han kiggede på mig, som om jeg var en fremmed.
– Hvorfor? spurgte han til sidst.
Jeg trak køkkenskuffen ud, tog det grønne hæfte frem og lagde det foran ham på bordet.
– Slå op.
Langsomt begyndte han at bladre. Side efter side. Kolonner, datoer, beløb. Min håndskrift stod lille og nøjagtig, uden rettelser. Tredive år med regnskaber havde gjort hånden sikker.
– Den sidste side, sagde jeg.
Han vendte om. Der stod to tal, begge indrammet.
176.000.
96.000.
– Det første er det, jeg har betalt for dig, sagde jeg. – Det andet er det, du har givet mig at leve for. I præcis de samme otte år.
Han sagde ingenting. Han bladrede tilbage, som om der måtte gemme sig en regnefejl et sted. Det gjorde der ikke.
– Du sagde, jeg skulle klare mig for tusind kroner. Det gjorde jeg. Jeg kogte suppe på de billigste kødrester. Jeg klippede mit eget hår over håndvasken. Jeg købte strømpebukser to gange om året. Jeg gik i de samme sko fire år i træk. Imens købte du fiskestænger, hjul og grej. Du sad i en badetønde til seks tusind, fyldte din firehjulstrækker for seksten hundrede om måneden og kaldte mig en ødeland foran dine venner.
Det grønne hæfte lå mellem os. Slidt i kanterne, hjørnerne bøjede, alle sider fyldt helt ud.
– Fra nu af betaler du selv. Dine lån, dine ting, dit liv. Som en voksen mand.
– Men de kan sælge gælden til inkasso…
– Det kan de.
– Anna, vi er en familie!
Jeg rettede på brillerne med den samme rolige bevægelse, jeg havde gjort tusind gange før. Stangen gled hen over næseryggen.
– I en familie får en kone ikke udleveret en ration. Man gennemgår ikke bonerne i hendes indkøbsposer. Man praler ikke over for vennerne med, hvor billig hun er i drift. Og man køber ikke en fiskestang til tre tusind otte hundrede kroner, mens ens kone ikke engang unde sig selv shampoo til otteogtyve.
Han rejste sig. Gik ud i garagen. Han kom ikke ind igen før langt ud på natten.
Jeg lagde hæftet tilbage i skuffen og drejede den lille nøgle om. Den havde engang hørt til min mors gamle kuffert.
Bagefter satte jeg mig ved vinduet. Udenfor faldt mørket på. Under garageporten lå en smal stribe lys. Lars talte i telefon med nogen. Måske sin mor. Måske Mads. Han ledte sikkert efter et sted at låne.
Jeg sad bare der og trak vejret. Dybt. Langsomt. Helt ned i brystet. Og pludselig mærkede jeg, at mine skuldre sank. Af sig selv. I otte år havde jeg gået med dem trukket op. Hver eneste dag. Uden at opdage det.
Græshopperne sang udenfor. Jorden duftede varm efter dagen, og fra hegnet kom en sødlig lugt af blomster. Jasminen var sprunget ud. Jeg sad alene i det stille køkken, og for første gang i lang tid havde jeg ikke lyst til at tælle, notere eller bevise noget. Jeg ville bare sidde.
Der gik to måneder.
Lars lånte fire tusind kroner af min mor og fik dækket én af de forfaldne betalinger. Han sagde det ikke til mig. Det gjorde hun selv, da hun ringede.
– Anna, Lars var forbi. Han spurgte, om han måtte låne lidt indtil løn. Jeg gav ham pengene. Han er jo ikke en fremmed.
Jeg holdt så hårdt om telefonen, at mine fingre blev hvide. Men jeg sagde ingenting. Den samtale med min mor måtte vente. Den skulle nok komme.
Det andet lån fik han omlagt i banken. De strakte det over fem år mere, så ydelsen faldt til tolv hundrede om måneden. Den betaler han nu selv. Præcis til tiden. Ikke én dag for sent. Åbenbart lærte opkaldene fra inkassoafdelingen ham mere end mine otte års tavshed.
Den japanske fiskestang står stadig ude i garagen i sit etui. Urørt. Han har ikke været ude at fiske én eneste gang i de to måneder. Benzin koster penge, og frie penge findes der ikke længere. Badetønden er skåret ned til to gange om måneden. Øl køber han enkeltvis nu, ikke i kasser.
Vi bor stadig i den samme lejlighed. Vi taler ikke meget sammen, kun om det nødvendige. Sedlerne på køleskabet er ikke forsvundet, men nu regner han også. I går så jeg ham i butikken. Han stod med to brød i hænderne. Det hvide til toogfyrre kroner og det mørke til seksogtredive. Han tog det mørke.
Om det er blevet bedre, ved jeg ikke. Stillere er det blevet. Roligere måske også. Men der er ingen varme. Og ingen rigtig samtale. Han mener, at jeg har svigtet ham. Jeg mener, at han svigtede mig i otte år – med hver seddel, hver kontrolleret bon og hvert eneste ord om, at jeg var en ødeland.
Hanne fra arbejdet sagde:
– Det var rigtigt gjort, Anna. Så kan han mærke på sin egen krop, hvordan det er at vælge mellem brød til seksogtredive og brød til toogfyrre.
Min søster Mette ringede, da hun hørte det, og sukkede tungt.
– Hold da op. Inkasso er altså voldsomt. Kunne I ikke bare have sat jer ned og talt sammen som normale mennesker? Du er jo ved at ødelægge familien.
Og jeg ved det ikke. Helt ærligt. Jeg ved det ikke.