I stedet rakte Anna sin svigerinde en plasticpose og bemærkede tørt, at der lå et vaskeri i bygningen ved siden af. Mette trak blot på skuldrene og satte sig ved bordet, som om intet var hændt.
— I har det da fint her, sagde hun med munden fuld af pølse. — Flot istandsat, pæne møbler og det hele. Hvor kommer pengene fra til al den luksus?
— Hvad siger du? Anna var et øjeblik sikker på, at hun havde hørt forkert.
— Jeg spørger bare, hvor I har fået råd. Lars går altid og beklager sig over, at han ikke har penge, men I bor midt i centrum i sådan en kæmpelejlighed.
Anna mærkede vreden stige. Alligevel bed hun den i sig. Blandt Lars’ slægtninge fandtes der faktisk ordentlige mennesker, og Mette var typen, der uden at blinke kunne sprede alverdens ondskabsfulde historier.
— Der findes et hemmeligt sted, sagde Anna langsomt.
Gæsterne lænede sig straks en smule nærmere, og efter en lang, betydningsfuld pause udtalte Anna højt og tydeligt, næsten stavelse for stavelse:
— Få jer et ar-bej-de.
— Vi arbejder skam, kære du! svarede Mette fornærmet. — Men man bliver altså ikke rig af ærligt arbejde. Når jeg ser på jer, må det jo gå ret godt. Det betyder, at der nok forsvinder lidt et sted fra. Del en lille smule med familien, så skal vi nok holde mund.
Anna hamrede kruset ned i bordpladen og rejste sig brat.
— Nu er det nok, Lars! Enten bestiller du en taxa til din søster, eller også sørger du selv for at opvarte og underholde dine slægtninge. Jeg går i seng. Og hvis nogen vækker mig, sværger jeg på, at jeg ringer til politiet.
Længe lå hun vågen og lyttede til dæmpede stemmer, skridt og klirren ude fra lejligheden. Til sidst satte hun vækkeuret til klokken seks og faldt i søvn.
Som Anna havde regnet med, blev Mette og hendes “drenge” natten over. Men hun havde intet ønske om at støde ind i den skingre tante igen. Derfor listede hun sig stille ud om morgenen, gjorde sig klar uden at larme og tog på arbejde. Lars både ringede og skrev, men Anna svarede ikke. Hun nød stilheden, roen og følelsen af at være uden for rækkevidde. Hun mødte halvanden time før tid, satte sig med en kop kaffe og begyndte i sit eget tempo at gennemgå dagens papirer.
Efter arbejde kørte hun forbi supermarkedet. Allerede fra parkeringspladsen ringede hun til sin mand.
— Hallo. Lars, kom ned. Varerne skal bæres op.
— Kan du slet ikke tage dem selv? spurgte han med et gab.
— Nej! Anna mærkede igen irritationens varme. — Du kan sige tak for, at jeg ikke sendte dig af sted. Det er mig, der står med forberedelserne til min egen fødselsdag.
I virkeligheden var det hende, der bar familiens økonomi. De seneste år var hendes stilling blevet bedre, og lønnen var fulgt med. Det var de penge, der havde betalt den moderne renovering af lejligheden, og det var også derfor, de havde en ordentlig bil. Før i tiden havde Lars klaret sig fint, men år for år var han blevet mere passiv. I stedet for kurser, ambitioner eller motion valgte han sofaen og fodbold i fjernsynet.
Han stillede poserne i entréen og lagde sig straks igen foran skærmen.
Da Anna åbnede døren til køkkenet, stivnede hun.
Beskidte tallerkener og glas stod overalt. Halvspist mad flød på bordet, og de dyre pølser og oste, hun havde købt til festen, lå åbne og udtørrede. I glasset, hvor der havde været den lakserogn, hun på forhånd havde skaffet til fødselsdagen, lå der cigaretskodder. Lugten i rummet var kvalmende.
— Det her er simpelthen… Anna kunne ikke finde et eneste anstændigt ord.
De kostbare drikkevarer, som også var købt til fejringen, var enten drukket eller bare åbnet og efterladt.
— Anna, der er noget, sagde Lars pludselig. — Min bror, Anders Nielsen, har skrevet. Og onkel Jens også. De siger, at de ikke kommer til din fødselsdag.
— Hvorfor ikke? spurgte Anna, oprigtigt skuffet.
Hun havde planlagt menuen efter et bestemt antal gæster, og netop de mennesker havde hun faktisk glædet sig til at lære bedre at kende. Byen var ikke stor, og familien Nielsen havde en særdeles solid position.
— Det ved jeg ikke rigtig, mumlede Lars og slog blikket ned.
Anna kneb øjnene sammen.
— Jeg kan mærke, at du holder noget tilbage. Så begynd at fortælle.