Hun parkerede bilen foran opgangen til deres… nej, til sit hjem. Lejligheden var ganske vist købt med boliglån, mens de var gift, men udbetalingen — den klart største del af prisen — var kommet fra hendes mor, som havde solgt sit sommerhus. Det hele var skrevet ned og dokumenteret. De månedlige ydelser var desuden altid blevet trukket fra Annas kort. Anders’ løn var forsvundet til “familiens behov”, benzin til hans egne ture og alle de små ting, han selv syntes, han fortjente. Juridisk ventede der hende uden tvivl en besværlig bodeling, men hun havde forberedt sig. Alle kontoudtog lå klar.
Hun tog elevatoren op til syvende sal.
Nøglen gled ind i låsen. Døren gav efter med et dæmpet klik og åbnede ind til entréens kølige stilhed. Der duftede af rengøring og en svag tone af vanilje.
Anna spildte ikke et øjeblik.
Hun anede ikke, hvor lang tid de ville bruge på at nå tilbage til byen. Tre kilometer til fods i hede. Ventetid ved et stoppested. Halvanden time i bus med alle de små stop undervejs. Hun havde mindst tre timers forspring, måske mere.
Fra pulterrummet trak hun de to største plastikkufferter frem, hun ejede. Hun slæbte dem ind i det rummelige soveværelse og klappede dem op midt på gulvet.
Det var ikke sine egne ting, hun pakkede.
Det var hans.
Trøjer, skjorter, jeans — det hele blev kastet ned uden nogen form for omhu. De dyre mærkepoloer, hun selv havde givet ham til fødselsdage og jul. Undertøj, sokker, barbergrej fra badeværelset.
I en separat pose røg kassen med hans spillekonsol, det eneste større køb, han selv havde stået for de seneste to år. Ledninger, controllere og spil fulgte efter.
Hun arbejdede uden tøven, præcist og roligt, som en velsmurt maskine, der fjernede affald fra hendes tilværelse.
Da alt var presset ned, måtte hun kæmpe med lynlåsene. Kufferterne var tunge. Hun trak dem ud i gangen og stillede dem uden for døren, direkte på trappeafsatsen. Posen med konsollen blev smidt ved siden af sammen med et par af hans efterårsstøvler.
Så gik hun tilbage til soveværelset og åbnede natbordsskuffen.
Under en bunke glittede magasiner lå mappen med papirerne. Vielsesattesten. Aftaler, kvitteringer, erklæringer. Hun tog attesten op og betragtede det kraftige papir med det officielle stempel. For fem år siden havde hun stået på rådhuset og grædt af lykke, mens hun lænede sig ind mod Anders’ skulder. Nu så hun på dokumentet, som var det en bekræftelse på prøveløsladelse fra et højsikret fængsel.
Hun lagde vielsesattesten på kommoden i entréen. Ved siden af smed hun de nøgler til lejligheden, som Anders havde glemt på bordet samme morgen, da de skyndte sig afsted mod sommerhuset.
Anna trådte ud på trappeafsatsen og lod blikket glide hen over de opstillede kufferter. Derefter gik hun ind igen og trak den tunge metaldør i med et fast smæld.
Hun tog sin egen nøgle.
Stak den i låsen indefra.
Og drejede den to hele omgange.
Så lod hun nøglen blive siddende i nøglehullet.
Den gamle, men ualmindeligt solide sikkerhedslås havde én mekanisk særhed: sad der en nøgle på indersiden, kunne døren ganske enkelt ikke åbnes udefra, selv ikke med en original reservenøgle. Mekanismen tillod ikke en anden nøgle at komme helt ind.
Vejen tilbage var dermed lukket for Anders. Ikke bare ind i lejligheden, men ind i hendes liv.
Finale uden pause
Anna gik ud i det lyse køkken og tændte elkedlen.
Fra det øverste skab tog hun sit yndlingskrus af keramik. Hun målte aromatisk løs te med timian op og lod den falde ned i koppen.
Først nu mærkede hun en svag træthed i benmusklerne. Hun satte sig på stolen ved det åbne vindue og så ud over aftenskyline og hustage. Byen fortsatte, som om intet var hændt. Et sted dyttede en bil. Nede i gården lo nogle børn.
Telefonen på bordet begyndte igen at vibrere. Det var Lars. Anders’ batteri var vel gået helt dødt, eller også turde han bare ikke ringe selv.
Anna betragtede skærmen. Hun kunne lade være med at tage den. Men der manglede stadig et sidste punktum.
Hun trykkede på “besvar” og slog højttaleren til.
— Hallo? sagde hun, og hendes stemme var stille og blank som en skovsø ved daggry.
— Hør lige her, din…! Lars’ stemme knækkede over i et skingert hyl. I baggrunden kunne hun høre biler suse forbi med høj fart. De måtte stå langs vejen. Lastbiler brummede forbi. Nogen bandede højlydt i nærheden. Det lød, som om tante Hanne grædende klagede over vabler, der var slidt til blods i sommerskoene, mens onkel Mads forbandede varmen.
— Vi står ved et stoppested! råbte svogerens stemme gennem røret. — Bussen kørte lige for næsen af os, for helvede! Den næste kommer først om to timer! Fatter du overhovedet, hvad du har gjort, din sindssyge kælling? Mor har et blodtryk på to hundrede, hun ligger ude i græsset! Vi har ikke en krone på os, fordi den idiot — Lars måtte have puffet hårdt til sin bror — har glemt sin pung derhjemme, og alle vores kort er tomme! Kom herud med det samme, dit dyr, ellers smadrer jeg din bil med et bat, når jeg kommer hjem!
Anna tog en langsom slurk af den varme te. Den brændte behageligt på tungen.
— Lars, sagde hun lavt, men tydeligt nok til at trænge igennem støjen fra vejen. — Tjenestepigen har fået fri. Opvasken må I klare selv.
Hun blev ikke hængende for at høre den strøm af grove eder, der væltede ud af højttaleren. Hun afbrød bare opkaldet.
Derefter gik hun ind i telefonens indstillinger og blokerede dem én efter én: Lars, Anders, svigermoren, tante Hanne, onkel Mads og alle de øvrige slægtninge, hvis numre lå i hendes kontaktliste.
Så åbnede hun browseren. I søgefeltet skrev hun en kort sætning: “Hvordan søger man skilsmisse ensidigt digitalt.”
Resultaterne kom frem med det samme, klare og trin for trin. Bodelingen ville blive lang, det vidste hun, men hun ville hyre den bedste advokat, hun kunne finde. De penge, hun tidligere havde brugt på at “redde broren”, ville nu række til et helt hold jurister.
Et sted omtrent hundrede kilometer derfra stod femten mennesker på en støvet, glohed rabat ved en trafikeret vej under den nådesløse aftensol. De havde hverken penge, transport eller den mindste forståelse for, hvordan deres perfekte og bekvemme liv — det liv, hvor der altid fandtes en villig sponsor — kunne bryde sammen på bare sytten minutter.
Lars sparkede rasende til småstenene ved vejkanten og blev iskold ved tanken om, at der næste dag ville dukke alvorlige folk op for at kræve betaling af hans kryptogæld. Og han havde intet at betale med. Der var ikke længere nogen at gemme sig bag.
Anders stirrede med tom rædsel på skærmen på sin slukkede telefon. Langsomt gik det op for ham, at hans milde, eftergivende kone, den kvinde han i fem år havde siddet så varmt og bekvemt på nakken af, ganske enkelt havde rystet ham af sig ned i støvet ved vejkanten og var kørt videre ind i sit nye liv.
De vidste endnu ikke, at når de omsider nåede byen — udmattede af varmen og af skænderierne med hinanden, efter at have brugt de sidste kreditkroner på en taxa fra busterminalen — ville Anders blive mødt af en dør, der var låst indefra, og to billige plastikkufferter i opgangen.
Men Anna vidste det.
Hun sad i sit køkken, i sin kølige lejlighed, drak sin gode te med timian og tænkte på, at hun næste morgen klokken ni havde en stor bestilling på en bryllupskage. Dejen skulle sættes over allerede i aften.
Livet gik videre. Men for første gang i mange år tilhørte det kun hende.