— Det kan De ikke gøre! — fik hun fremstammet. — Jeg har arbejdet her i tre år! Jeg har anciennitet! Jeg har rettigheder!
— Jo, det kan jeg, — svarede jeg uden at hæve stemmen. — Jeg ejer stedet. Og jeg har ingen pligt til at finde mig i uforskammet opførsel i min egen forretning. Mette, vil De venligst sørge for papirerne. Bortvisning. Grov tilsidesættelse af arbejdsdisciplinen og gentagne overtrædelser af reglerne for kundebetjening.
— Det ordner jeg, — nikkede butikschefen. — Det bliver gjort i dag.
— Men jeg har jo sagt undskyld! — Camilla tog et skridt hen imod mig, og stemmen knækkede. — Giv mig bare én chance til! Jeg gør det aldrig igen! Jeg sværger!
Jeg mødte hendes blik.
— De behøver ikke sværge. Og De behøver heller ikke tigge. På et halvt år har De fået tre skriftlige advarsler. De har fået muligheder. Mange af dem. De brugte dem ikke. I stedet blev De ved med at ydmyge mennesker. Nu må De tage konsekvensen af Deres egne valg.
— Jeg hader Dem! — skreg Camilla, og nu var der ikke længere frygt i hendes stemme, men ren vrede. — De er bare en hævngerrig, ond gammel kone! De kom her med vilje for at få mig i fælden!
Mette trådte straks frem og greb fast om ekspedientens albue med en bestemthed, der ikke efterlod plads til diskussion.
— Camilla, nu tier De stille, og så går De ud i baglokalet. De henter Deres ting og forlader butikken. Med det samme. Deres afregning bliver overført til Deres kort i morgen.
Camilla rev armen til sig, bukkede sig hurtigt ned og trak sin taske frem under disken. Hun flåede navneskiltet af blusen, kastede det ned på gulvet og stormede ud af salgsområdet. Døren smækkede så voldsomt bag hende, at ruden i vinduet dirrede. Tilbage stod jeg alene med Mette.
— Undskyld, Anna, — sagde hun lavmælt, og hendes stemme var usikker. — Det er min fejl. Jeg burde have sagt hende op for længe siden. Jeg har svigtet Dem.
— Lad være med at bebrejde Dem selv, — svarede jeg. — Hun er væk nu. Det er det vigtigste. Kan De finde en afløser?
— Ja, det kan jeg. Jeg har faktisk allerede en kandidat i tankerne. En kvinde på toogfyrre med erfaring fra en lignende butik. Hun er høflig, jordnær, uden nykker og med virkelig gode anbefalinger.
— Udmærket. Ansæt hende hurtigst muligt. Og indkald resten af personalet til et møde, vil De ikke nok? Gør det helt klart for dem: respekt for kunderne er ikke bare en pæn formulering i en personalemappe. Det er selve fundamentet under vores virksomhed. Det er ligegyldigt, hvor gammel en kunde er, hvordan vedkommende er klædt, eller hvor mange penge der ligger i pungen. Hver eneste kunde har krav på opmærksomhed, venlighed og ordentlig betjening. Det er en ufravigelig regel.
— Det forstår jeg, — sagde Mette og nikkede alvorligt. — Jeg tager samtalen med dem. Allerede i dag efter lukketid.
— Tak. Og én ting mere. — Jeg tog et visitkort op af lommen og rakte det til hende. — Hvis der opstår problemer, uanset hvilke, ringer De direkte til mig. Når som helst. Fremover kommer jeg forbi butikken en gang om ugen. Uden varsel. Jeg vil se, hvordan tingene fungerer, når ingen har haft tid til at forberede sig.
Mette tog imod kortet, betragtede det et øjeblik og lagde det forsigtigt ned i jakkelommen.
— Det er forstået. Jeg holder Dem orienteret. Og kjolen, Anna? Er De tilfreds med købet?
Jeg kunne ikke lade være med at smile.
— Kjolen er fremragende. Godt syet og i ordentlig kvalitet. Den skal jeg nok få glæde af.
— Det er jeg glad for at høre. Hvis De får brug for noget, siger De bare til.
Jeg tog afsked med Mette og gik ud af butikken. Udenfor bed kulden i kinderne, en skarp vind trak gennem gaden, og sneen slog mod ansigtet i små, hårde pust. Jeg gik hen til bilen, åbnede døren og satte mig bag rattet. Posen med kjolen lagde jeg på passagersædet. Motoren startede med en lav brummen, og jeg tændte for varmen.
Fra tasken fandt jeg telefonen frem og skrev en kort besked til Mette: “Tak for hurtig handling. Jeg afventer en tilbagemelding om den nye medarbejder.” Jeg trykkede send og lagde mobilen væk.
De 1,8 millioner kroner havde jeg sparet sammen gennem tyve år. Jeg købte ikke bygningen for at tjene mest muligt. Jeg købte den for at have et sted, hvor jeg blev behandlet med respekt. Et sted, hvor ingen målte min værdi efter fødselsdatoen i mit pas. Camilla havde troet, at alder gjorde mig svag. Hun tog fejl. Respekt er ikke noget, man kan kræve med tårer eller råb. Den kan kun fortjenes.