Efterforskeren har allerede gjort det klart, at han vil bede retten om at indefryse formuen. Du er nødt til at sælge lejligheden med det samme og give mig pengene til en advokat.
— Sælge den? — Anne gispede, som om ordene havde slået luften ud af hende. — Det er min lejlighed! Du gav mig den! Jeg har allerede flyttet mine ting ind! Jeg sælger ikke noget som helst!
— Er du dum, eller spiller du bare? — hvæsede Lars. — Hvis de beslaglægger den, mister du den helt. På den her måde kan vi i det mindste redde nogle af pengene. Sælg den for halv pris, hvis det er nødvendigt, bare det sker hurtigt. Jeg skal have fat i den bedste forsvarer, ellers ryger vi begge to ind. Og tro mig, lillesøster, et kvindefængsel bliver ikke noget for dig.
Anne afbrød opkaldet. Lars stod et øjeblik og lyttede til de korte, tomme toner, før han med et rasende sving kastede telefonen ind i væggen. Skærmen blev sort, plastikken flækkede. Kontoret sank ned i en næsten metallisk stilhed. Nu var han alene.
Samme aften sad Mette på en lille café ved havnefronten. Foran hende stod en kop grøn te, som hun kun nippede til, mens hun lod blikket glide ud over vandet. Hun vidste allerede, hvad der foregik på kontoret. Hun vidste, at medarbejderne var begyndt at blive afhørt, og at firmaets konti var blevet spærret. Jens havde ringet kort forinden og sagt med sin vanlige tørre ro: “Alt går, som det skal. Du har gjort det godt. Vent nu.” Så hun ventede. Og hun var ikke i tvivl om, at Lars før eller siden ville sende nogen for at forhandle med hende. Det skete præcis, som hun havde regnet med.
Ind ad døren kom en ældre kvinde i en mørk, stram frakke, håret sat pænt, men ansigtet hærget. Det var Karen, Mettes svigermor, Lars’ mor og den formelle direktør i virksomheden. Hun så elendig ud. Under øjnene lå dybe skygger, læberne sitrede, og hænderne rystede, da hun trak stolen ud og satte sig over for Mette uden at spørge.
— Kære Mette, — begyndte hun med en stemme, der næsten ikke bar. — Jeg beder dig… jeg tigger dig. Træk anmeldelsen tilbage. Sig, at du tog fejl. Sig, at du gjorde det af hævn efter skilsmissen. Sig hvad som helst. Du forstår vel, at de kan sende mig i fængsel? Mig, en gammel kvinde. Jeg har blodtryk, mit hjerte…
— Karen, — afbrød Mette hende, og kulden i hendes tone fik den anden kvinde til at stivne. — Forstod du, at jeg blev bestjålet, dengang din søn købte en lejlighed til din datter for mine penge? Forstod du, at jeg blev ydmyget, smidt ud af mit hjem og fik at vide, at jeg ikke var noget? Du er kommet for at bede for dig selv. Men hvem af jer kom for at bede mig om tilgivelse for det, I gjorde?
— Mette, man kan da ikke være så grusom! Vi er jo familie! — Tårerne blinkede i Karens øjne.
— Familie? — Mette lo kort, uden varme. — Din datter gik rundt med min afdøde mors vedhæng om halsen. I gav mig en uge til at forlade den lejlighed, mine forældre havde efterladt til mig. Du kaldte mig et fremmedelement. Så nu får I fremmedelementet at føle. Valget er enkelt. Enten forklarer jeg, at alle beslutninger kom fra Lars, mens du kun stod som direktør på papiret og ikke vidste noget — og så er det ham, der tager faldet. Eller også siger jeg, at Lars blev ført bag lyset, og at det i virkeligheden var dig, der styrede det hele. Du har indtil i morgen tidlig.
Karen åbnede munden, men der kom ingen lyd. Hun stirrede på Mette med en blanding af rædsel og vantro, som om hun slet ikke kunne genkende den føjelige svigerdatter, der i ti år havde fundet sig i hendes søns luner og hendes datters krav. Mette rejste sig, lagde en seddel på bordet for teen og tog sin taske. Ved døren vendte hun sig halvt om og sagde lavt:
— Hils Lars. Og sig til ham, at jeg nok skal tjene penge igen. Bare ikke til ham.
En måned gik. Udenfor silede en fin, kold regn ned og trommede mod gesimsen på det gamle træhus ved søen. Mette sad i en lænestol med et tæppe over knæene og læste for tredje gang nyheden på computerskærmen. Et nyhedsmedie havde bragt en kort notits: “Den tidligere administrerende direktør i NordByg ApS, Lars Andersen, er ved retten idømt tre års betinget fængsel samt en bøde på 500.000 kroner for skatteunddragelse. Hans mor, der formelt stod som selskabets leder, har fået udsat afsoningen af helbredsmæssige årsager. Den lejlighed, som blev erhvervet for midler fra kriminelle forhold, er konfiskeret til fordel for staten.”
Mette lænede hovedet tilbage mod stolen og lukkede øjnene. Den sidste måned gled forbi hende i brudstykker: de lange afhøringer, hvor hun havde svaret klart, roligt og gennemtænkt; konfrontationerne, hvor Lars ikke én eneste gang havde kunnet møde hendes blik; retsmødet, hvor hun havde stået som vidne for anklagemyndigheden. Advokaten, som hun havde betalt med pengene fra salget af sin gamle bil, havde lagt en fejlfri strategi for hendes egen sag. Retten lagde vægt på hendes aktive medvirken til opklaringen, hendes samarbejde og hendes tydelige anger over at have underskrevet dokumenter, hun dengang ikke havde forstået rækkevidden af. Hun gik ud af retssalen som en fri kvinde.
Anne endte aldrig på anklagebænken. I sidste øjeblik ændrede Mette sin forklaring og fortalte efterforskeren, at Lars’ søster ikke havde kendt pengenes oprindelse, men blot havde gjort, hvad hendes bror bad hende om. Man valgte at skåne hende; sagen mod hende blev i praksis begrænset til et påbud om ikke at forlade landet og beslaglæggelsen af lejligheden. Mette vidste udmærket, hvad hun gjorde. Fængsel ville have taget en mor fra et barn, og drengen havde ikke gjort nogen fortræd.
Men livet uden den nye lejlighed, uden rollen som den forkælede lillesøster og uden broderens penge viste sig at være en straf, der ramte Anne hårdere end nogen dom. Den stolte kvinde, der havde vænnet sig til nemme penge og andres beskyttelse, stod nu alene med et lille barn på armen og et ry som en person, der havde været blandet ind i en økonomisk forbrydelse.
Diamantvedhænget kom tilbage til Mette en uge efter ransagningen. Det var blevet fundet blandt de ting, politiet havde beslaglagt hos Anne, og det blev identificeret som Mettes ejendom ud fra et gammelt fotografi, hvor hendes mor hængte det om halsen på hende til dimissionen. Efterforskeren overrakte hende personligt den lille fløjlsæske. Mette tog smykket på med det samme og lagde det aldrig fra sig igen.
Telefonen ringede. Nummeret stod ikke i hendes kontakter, men hun anede, hvem der var i den anden ende. Hun førte mobilen op til øret og hørte Lars’ stemme — hæs, dæmpet og fremmed.
— Tak, fordi du ikke lod Anne komme i fængsel.
— Jeg ville ikke tage en mor fra hendes barn. I modsætning til dig, — svarede Mette uden at hæve stemmen.
— Du har ødelagt alt, — sagde han bittert. — Firmaet. Familien. Mit liv.
— Dit liv begyndte at falde fra hinanden den aften, du besluttede, at jeg ikke betød noget, — sagde Mette. — Jeg har ikke ødelagt noget. Jeg holdt bare op med at bygge for dig. Farvel, Lars. I dit næste liv bør du prøve at lade være med at stjæle.
Hun lagde på og blokerede nummeret. Ude over søen drev vinden små krusninger hen over det mørke vand. Mette drak resten af sin te, rejste sig fra stolen og gik hen til bordet, hvor computeren stadig stod tændt. På skærmen var Erhvervsstyrelsens registreringsside åben. Hun havde oprettet et nyt firma — lille, ærligt og hendes eget. Indtil videre var der kun én person på lønningslisten.
Men hun vidste, at hun med tiden ville ansætte unge kvinder, som havde brug for en chance, og at hun ville bygge en virksomhed op, der aldrig skulle gemmes i sorte regneark eller falske bilag. Hun smilede, rettede vedhænget ved sin hals og åbnede en ren erhvervskonto. Fra nul. På et blankt ark. Og denne gang var hun fuldstændig sikker på, at arket ville forblive hvidt.