— Hvad er det egentlig, du vil? fik Peter endelig presset frem.
— Skilsmisse, svarede Anna roligt. — Og mine penge. 150.000 kroner. Du kan sælge bilen, som jeg i øvrigt hjalp dig med at vælge. Eller du kan låne af din mor. Det er mig fuldstændig ligegyldigt. I har en måned til at skaffe beløbet. Derefter går vi i retten.
Hun rejste sig og lod den urørte kop te stå på bordet.
— Og én ting til, sagde hun, da hun allerede stod ved udgangen. — Mine ejendele i kælderen. I morgen klokken ti kommer jeg med flyttefolk. Hvis bare én bog er beskadiget, føjer jeg et krav om godtgørelse til sagen.
Så gik hun ud af caféen uden at vende sig om.
En måned senere var skilsmissen gennemført. Peter, tydeligt påvirket af sin mor, prøvede først at forhandle prisen ned, derefter at true og til sidst endda at græde. Men Anna lod sig ikke rokke. Hun fik sine penge — ikke alle 150.000 kroner, men 120.000, og for et forlig var det et ganske godt resultat.
Beløbet brugte hun som udbetaling på en lille lejlighed i en ny ejendom. Den var ikke stor, men den var lys, med et kæmpe vindue og udsigt over en park. Ingen svigermor. Ingen mand, der lod sig styre. Ingen andres regler.
På flyttedagen stod hun og satte sine bøger på de nye hylder, da dørklokken ringede. Udenfor stod en ældre kvinde med venlige øjne og et fad i hænderne.
— Goddag! Jeg hedder Inge og bor lige ved siden af. Jeg har taget en kage med. Velkommen til!
Anna smilede og tog imod fadet, mens duften af nybagt dej bredte sig i entréen.
— Tusind tak. Kom endelig ind. Jeg har lige sat vand over.
De drak te og talte sammen mellem flyttekasserne. Inge viste sig at være pensioneret lærer, munter, varm og nem at snakke med. Hun fortalte om huset, om naboerne og om blæserorkestret, der spillede i parken hver torsdag.
— Flytter du ind alene? spurgte hun forsigtigt.
— Ja, sagde Anna og nikkede. — Jeg er lige blevet skilt.
— Det gør mig ondt, sukkede naboen. Så så hun undersøgende på hende. — Eller skal jeg sige tillykke?
Anna tænkte sig om et øjeblik.
— Tillykke, tror jeg, svarede hun. — Det var det rigtige at gøre.
Da aftenen faldt på, var Inge gået hjem, og de sidste kasser var tømt. Anna satte sig i sin sofa — den samme, hun havde købt for sin første løn, og som Karen havde villet smide ud, fordi den var “gammeldags”. Hun så ud på byens lys og tænkte på, hvor mærkeligt livet kunne forme sig.
I tre år havde hun forsøgt at blive en del af en familie, der aldrig for alvor havde lukket hende ind. I tre år havde hun tiet, bøjet sig og håbet. Og så var der gået én uge, og alt var styrtet sammen. Eller måske var det ikke styrtet sammen. Måske var det bare blevet sat fri.
Hun huskede Karens ord: “Du ender alene. Hvem har brug for sådan en som dig?”
Anna smilede. Hun havde brug for sig selv. Det var nok.
Telefonen gav et kort bip. En besked fra Peter dukkede op: “Anna, mor er blevet syg. Stress. Det er din skyld. Jeg håber, du skammer dig.”
Hun læste den, trak på skuldrene og blokerede hans nummer. Derefter blokerede hun Karens. Så skænkede hun et glas vin og satte sin yndlingsfilm på.
Udenfor begyndte det at regne. Dråberne slog mod ruden som små klapsalver. Anna løftede glasset og så sit eget spejlbillede i det mørke vindue.
— For et nyt liv, sagde hun højt. — Og for aldrig igen at lade nogen rode i mine ting.
Hun tog en slurk. Vinen var både skarp og sød.
Som frihed.